Den store smerte

Miriam, 41 år, studerende i teologi og aktiv i kirken, fortæller om sine erfaringer med to provokerede aborter, som hun fik som 18-19-årig, mens hun befandt sig i et voldeligt forhold og uden støtte fra familie eller andre voksne. Hun oplevede både skam, ensomhed og manglende rådgivning fra sundhedspersonalet, som blot iværksatte aborterne uden samtale eller refleksionstid.

Efter aborterne udviklede hun en dyb depression i cirka ti år, som hun senere forbandt direkte med oplevelserne. Et åndeligt vendepunkt kom, da hun så en video om en amerikansk kirke, hvor aborterede børn kunne indskrives i “Livets bog”. Det førte til en stærk religiøs erfaring, der bragte heling og afsluttede hendes depression.

Miriam fortryder i dag, at hun ikke søgte støtte hos voksne, familie eller kirken. Hun mener, at samfundet svigter kvinder ved ikke at tilbyde obligatorisk rådgivning før en abort, og hun kritiserer den “berøringsangst”, der præger debatten om abort, hvor politisk korrekthed ofte kvæler nuancer. Hun udtrykker også sorg over de børn, hun aldrig fik, og betoner den katolske forståelse af livets hellighed.

Derudover efterlyser hun:
mere mod fra præster til at tale om moral og seksualitet,
bedre kommunikation i kirken,
støtte til unge kvinder i krise,
større anerkendelse af fædres rolle,
og en bredere samfundsdebat, hvor alle synspunkter kan høres uden udskamning.

Til sidst beskriver hun sin sorg og sit savn efter de ufødte børn og betror sig til Guds barmhjertighed som vejen til at leve videre med sin historie.