Rimord over Limfjorden (billeddigt af Jonny Hefty)

”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” og jeg går med...

”Med blikket forynget af luft og fjord” og med fjordenvinden frit flagrende i håret. I modvind mod Fjordbyen, ”frieren” i Fjordparken og forbi færgen, som fragter folk til ønskeøen, Limfjordens lunge – Egholm. Øko-øen, hvor byens støj er forstummet og man kan gå på troldejagt efter genbrugstrætrolden Pil Tusindtunge, nyde naturen og tænde et lejrbål. Her midt i Limfjorden er der højt til himlen, frisk luft og fri adgang.

”Lyset slår blink over Limfjordens vande”, når jeg kondiløber langs fjorden i en moderne kultur- og vidensby - forbi Utzon Centeret, universitetet, Nordkraft og Musikkens Hus - med Aalborg Portland i horisonten: Den storrygende cementfabrik der står som et levende postkort fra en fjern tid, hvor Aalborg var støbt i cement, sprit og eternit og var kendt som byen med de rygende skorstene.

På en god dag kan man spotte en delfin eller tage en sælfie med en sæl. Krydser man Limfjorden og smutter til Nørrenutten, kan man vandre på solsiden ad ”caminoen” østpå mod tunellens udmunding eller forbi muslingeflåderne i fjordhaverne mod ”Verdens Ende” mod vest.

”Og sømanden synger bag sit rat / på krydstogt fra Nordsø til Kattegat”. Den 180 kilometer lange Limfjord er faktisk ikke engang en fjord mere! Den er et lavvandet sund, som siden vikingetiden har været et vigtigt farvand for småskibsfarten, som har forbundet Limfjords-egnen med det øvrige Danmark og især med England og Norge (hvor man kalder fjorden for noget så morsomt som klisterkanalen).

”Længsel er saltet i Limfjordens vande”. Jeg har en drengedrøm om at følge i kølvandet på min farfar, der som ung gennemsejlede fjorden i kuling fra Hals til Harboøre. Jeg ser ham for mig, siddende på dækket med en pibe i munden, mens han skråler den gamle drukvise: ”Tænk hvis Limfjordens vande gylden øl var / ja så ville jeg så gerne vær' en ål / bare ligge der på bunden og få gyldent vand i munden / bare ligge der på bunden og sige skål”.

”Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør”, når jeg vinterbader i havnebadeklubben ”Lillebjørn” og skriger om kap med mågerne (kald mig bare en skrælling). Efter en dyppert i det salte fjordvand finder jeg den indre ro og varme i saunaen med blodappelsinolie-gus på ovnen og udsigt til solnedgangen og livet på Limfjordsbroen.

I en folkeminde-samling faldt jeg over et sagn om Limfjordens tilblivelse: ”Der var sådan en fin tingest af en frøken. Hun ønskede, at hun skulle få et barn, der skulle overgå verdens skaber. Hun fik i stedet en stor orne, der voksede og blev så stor, at børsterne ragede op over trætoppene. Der var også skov heroppe nordpå dengang, og så blev Limgrim, som ornen kaldtes, ved med at gå og rode og lavede en hel del huller... og det blev så til Limfjorden”.

”Bølgerne kaster med flammende brande / vikingedrømmenes hvide ild”. Jeg drikker min medbragte kaffe blandt får, geder og stensætninger på Lindholm Høje og drømmer mig tusind år tilbage, mens jeg spejder udover fjorden efter vikingeskibe i tågen.

”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” er en elsket folkesang og nordjysk evergreen – skrevet for knap og nap hundrede år siden af hjemstavnsforfatteren Erik Bertelsen. En smuk beskrivelse af naturen omkring Limfjorden og samspillet mellem vejret, lyset, landet og blæsten, som sætter liv i naturen og mennesker. Det gør den stadig, til stor glæde for mig og mange andre... Ork satme, hvor er det fedt at være fjordbo.

Skrevet af Jonny Hefty til Aalborg:NU, februar 2021